Vi forlod Hattfjelldal med nye forsyninger og højt humør, klar til næste etapes eventyr. Et eventyr som mest af alt blev til, hvad man kan kalde en lang skovtur med "trækvogn" i det svenske 😅🛒🇸🇪

Vi var for alvor kommet til det tidspunkt på turen, hvor vi var i tvivl om, hvilket udstyr vi skulle fortsætte med. Sagen var den, at der ikke rigtig var noget, som var optimalt. Ski var en nødvendighed for at komme over Store Børgefjellet (en stor fjeldkæde mod syd), men samtidig var det også det eneste sted, hvor de kunne og skulle bruges, og de ville derfor blive en unødig oppakning på resten af etapen og begrænse mulighederne for at gå til fjelds, der hvor der ikke var sne. For med skiene fulgte også skistøvler, skistave og pulk mm. Alligevel blev beslutningen, at vi fortsatte turen med disse ting. Hjulene blev sat på pulken og 2 dage på vej mod sneen i Børgefjell, lå foran os 🏔️🎿

Efter en overnatning for foden af fjeldet, begav vi os opad. Vi troede, vi havde fundet en vej op, hvor der akkurat var sne nok til, at pulken kunne trækkes hele vejen, men nej... (Det havde næsten også været for let 😅😉). Det blev en skøn omgang slæbe-skubbe-bære det første stykke, men langsomt begyndte skovbunden at blive hvid. Dermed ikke sagt, at det var god sne. Sneen var både tung og klistret og klæbede sig fast til vores ski, men sne var det da ❄️

Undervejs blev vejret utrolig dårligt og da vi endelig var oppe over trægrænsen, var det virkelig blevet vinter igen. Fygende sne og hårde vinde samt dårlig sigt mødte os. Vi blev lidt usikre på situationen, blandt andet på grund af vores (sommer)telt, som ikke helt var gearet til sådan et vejr. Vi stod derfor lidt og kiggede ud i det hvide og blæsende fjeldområde. Derefter kiggede vi ned på dalen, hvor vi kom fra... og vendte om 😞 En beslutning som selvfølgelig var ærgelig at tage, men som vi faktisk var ret stolte af, da vi havde fulgt en af DNTs (Den Norske Turistforening) friluftsregler: "Vend i tide, det er ingen skam å snu" 💪👏↪️

Men vi kunne ikke komme udenom, at vi skulle over Store Børgefjellet på den ene eller anden måde for at kunne fortsætte mod syd. Derfor gik vi længere ind i dalen for at krydse fjeldkæden, hvor den var smallest 🏔️🎿

Yderligere en dag gik i dalen før vi kunne komme op i fjeldet, og efter en meget lang dag på ski, nåede vi målet - en lille svensk hytte, hvor vi blev den efterfølgende dag og fejrede Anders' 28 års fødselsdag 🇳🇴🇩🇰 Her blev pulkens fordel tydelig, da den havde givet mulighed for at slæbe diverse ingredienser med til en lagkage, som Anders selv fik lov at kreere 😍😋🎂

Vi zik-zakede på den tilbageværende sne ned fra fjeldet og dumpede, uden vi vidste det, ned på Sveriges kendte "Villmarksväg", en magisk og mystisk oplevelse. En strækning som kun er åben fra juni til oktober pga den høje beliggenhed (700-900moh) og de voldsomme snemængder ❄️🌨️ Vejen var dog blevet ryddet (sandsynligvis for at blive klar til åbningen), så vi kunne fint gå på den. Men det betød, at vi gik helt alene uden at møde en eneste bil, med snekanter på begge sider der nogle steder var 2-3m høje og i en ekstrem tåge, så vejen forsvandt ud i intetheden 20m foran os. Det var en hel særlig oplevelse og vi talte ikke meget sammen i en del timer, men gik bare og var fascinerede over vejret ☁️

Efter Børgefjellet fulgte flere dage på vej, heldigvis små idylliske svenske skovveje og mange af dem af grus. Ingen trafik, stille og fredeligt og vi mødte stor gæstfrihed blandt de lokale. Således oplevede vi at blive inviteret ind til kaffe og kage to gange på en dag 😍😋🍩🍪🍰 Tilbud som vi benyttede os af 😉

Vejen førte os til Kvelia og Sandvika, hvor gæstfriheden kun blev forstærket ♥️ Vi har nu tilbragt lidt tid med at få pakket om og sendt alt, hvad der har med vinter og sne at gøre, til Petter i Kristiansand 😊 Nu fortsætter vi til fods og målet er at komme op i fjeldet, hvor der forhåbentlig ikke er alt for meget sne 😂🤞