Dagene går og vi har nu været afsted i over en tredjedel af vores tur. I går aftes forlod vi Sulitjelma, som udgjorde afslutningen på 4.etape, men heldigvis også begyndelsen på 5. Vi stortrives stadig! Lykken er at være på fjeldet (i hvert fald for os) 😉😊😍🇳🇴🏔️

Etapen har budt på lidt af hvert; exceptionelt godt vejr (flere dage har det nærmest været sommer), storslåede naturoplevelser, besøg af gode venner, topture, forår og meget mere ☀️☀️☀️

Først og fremmest må det understreges, at det langt fra er alle vores dage, som er øvle-bøvle dage. Vi har også "cruise-dage". Disse dage skal vi yde en minimal indsats for at komme fremad, terrænnet er let, sneen er god og vejret er fantastisk ☀️🎿 Netop sådan en dag fik vi, kort efter vi havde forladt Abisko. Vi skulle køre ned gennem en dal i mange kilometer. Begejstringen var stor og allerede på første nedkørsel satte Anders afsted i fuld fart. Pulken hurtig for efter ham og var så begejstret at den hoppede og dansede! det så aldeles halsbrækkende ud, derfra hvor jeg stod 🤨 Og ganske rigtigt efter kort tid væltede Anders... og knækkede træksystemet på pulken 😅 Heldigvis har jeg giftet mig med en mand, der både er forudseende og handy. Han havde gennemtænkt en reperations løsning på netop dette problem hjemmefra, som viste sig at kunne udføres til perfektion på fjeldsiden. Så efter halvanden time var vi kørende igen med et velfungerende pulktræk 👏💪

Få dage efter var den dog gal igen. Denne gang var det bare ikke pulktrækket men skien, Anders knækkede 😆😂 Også den blev dog repareret med hjælp fra en af vores teltpløkker, som blev banket i facon med en sten, fire skruer, noget lim og nogle timers arbejde, og den har efterfølgende holdt upåklageligt, til alt hvad vi har budt den! Faktisk så godt at Anders overvejer, om han også skal knække den anden ski, så de kan blive lige gode. Herefter blev chokoladeafstemningen taget op igen, da Anders tydeligvis må have fået lidt for meget, eftersom alting knækker for ham, men resultatet blev det samme som sidst 😄

Midt på etapen kom Maiken (min søster) og Casper (Anders' efterskolekammerat) og gik med os en uges tid. Det var fantastisk med så godt selskab ♥️ Ingen af dem havde den store erfaring med vinterfjeldet, men de var utrolig lærenemme og den ene dag fandt Anders og jeg os selv stående og spise slik, mens Maiken og Casper gik i hver deres retning som spejdere for at finde den bedste vej forbi en vanskelig passage 😄💪 #luksusliv

Vi nød dagene og feriestemningen med de to og ruten var lagt så vi havde tid til både topture og hygge inde og udenfor teltet, leg og spil og snak. Det var dejligt. 

De fleste af dagene sammen med dem, havde vi godt vejr, men på den sidste dag, dag 50, meldte foråret sin ankomst - og det blev en våd en af slagsen. Vi fik regn for første gang 🤨🌧️ Vi havde jo ventet denne dag, men derfor er sne og regn stadig ikke en særlig god kombi og alt blev til slushice ❄️

Dette blev særlig tydeligt for os, da vi skulle krydse en stor sø. Det gik let de første kilometer, men så begyndte sneen på isen at blive våd og tung og efterhånden lå der også overfladevand flere steder. Vi forsøgte at undgå de værste områder, men snart var der vand over det hele - og så var der ikke andet for, end at vade det bedste vi havde lært. Det var dog lettere sagt end gjort, for skiene sugede sig fast til vandet som magneter og langsomt men sikkert trængte der vand ind i støvlerne. Det var en værre omgang ælte og pludselig føltes de resterende 4 km meget lange 😂😅 Da vi nåede land, fandt vi til vores glæde ud af, at selvom pulkene havde været som små skibe efter os, havde de dog holdt tæt! Vi konkluderede, at hvis vi stadig havde haft Hul og Revne på slæb, ville de have været som to badekar, så vi var ikke så lidt glade for Hurtig og Let lige der 😉💦🛁

Vi tog afsked med Maiken og Casper i Ritsem. Det var lidt trist, men samtidig så vi frem til at få god plads i teltet igen 😆😉⛺ I Ritsem havde vi besluttet, at vi ikke turde vente længere med at få vores sommerudstyr sendt herop (da vi nødig ville ende med at stå med to pulke og ingen sne), så vi skrev i hast til vores gode ven Petter i Kristiansand, som havde vores udstyr liggende, om han ville sende det til Sulitjelma, hvilket han fiksede, selvom det var påske 🙏

Fra Ritsem har vi så gået som sindssyge for at udnytte sneen mest mulig. Ofte har vi begyndt dagene tidligt for at undgå det værste slush 😁 Den ene dag passerede vi et område, hvor sneen for alvor var smelter. Det blev en lang eftermiddag, hvor vi, som i en labyrint, snoede os ud og ind for at finde selv de mindste overgange, hvor der var sne nok, til at vi kunne passere. Det lykkedes dog ikke altid lige godt 😆

Det sidste stykke mod Sulitjelma var der dog masser af sne og hold op, hvor er der stadig smukt! 😍

I Sulitjelma lå vores sommerpakke og ventede på os (tak Petter!). Derudover blev vores depot leveret til os af to herlige mennesker, Mona og Thor Åge, som havde opbevaret det for os (uden at ane hvem vi var) 😊🙏 De gav gode råd om vejvalg og andre ting. Det er vildt, så mange gode mennesker vi får lov at møde på sådan en tur ♥️

Midt på Coop Prixs parkeringsplads begyndte det store ompakningsshow. Vi udskiftede meget af vores tunge vinterudstyr med lidt lettere sommerudstyr (så nu er vi flyttet ind i vores "sommerhus"). Vi forsøgte os med en prøvepakning kun i rygsækkene, men da de vejede hhv 30 og 49kg (vi har stadig en del vinterudstyr med), endte vi med en opsætning, hvor vi begge går med store rygsække og så har vi én pulk med, som kan køres på hjulsystemet og i værste fald må bæres 😅 Men vi satser på, at sneen holder nogenlunde til vi er i Hattfjeldal, som er vores næste stop 😊 Her kan vi så forhåbentlig komme helt af med alt vinterudstyret og så begynde at gå, men nu får vi se.

Så vidt 3. etape af vores lille eventyr. Vi er i Abisko efter 16 dages tur fra Kautokeino.

Vi måtte fortsætte turen med de gamle pulke, som har fået navnene Hul og Revne, eftersom de nye ikke kunne nå hurtigt nok frem. De klarede dog turen fint, men må nu ende deres dage som kælke for børnene i Kiruna 🛷 Det glæder os, trods alt. Vi forsætter nu turen med nye glasfiberpulke, som optimistisk har fået navnene Hurtig og Let 😅😆

De første dage førte os over langstrakte fjeldområder. I starten ikke så dramatiske, men i horisonten kom flere og flere store fjelde til syne. Således var det som sådan ikke terrænnet, der var det mest opslidende, men nærmere vejret. Vindene tog dag for dag til og vi havde følelsen af at blive forfulgt af et stormvejr som hvirvlede sneen om vores ansigter og gjorde det umuligt at kende forskel på, hvad det var op og ned og hvad det var himmel og jord. Vi bevægede os ofte gennem landskabet på kompaskurser og overvejelser om, hvorvidt vi skulle forsætte den følgende dag eller blive i teltet var en nærmest en rutinemæssig samtale de dage.

Nogle dage måtte vi stoppe tidligt for at grave teltet ned i sneen. Et arbejde som ikke var så opmuntrende efter en hård dag med kolde, piskede vinde, men hvis vores telt skulle have en chance for at klare sig gennem nattens mange vindstød, blev arbejdet en nødvendighed.

I Danmark ville hver af disse storme få navne som Bent og Olaf og man ville snakke om dem i flere uger. Her er det til tider hverdag. Det var hver aften en fornøjelse at lyne teltet og høre og ikke mindst mærke vinden ruske i teltet som var spændt til det yderste med barduner som guitarstrenge. Efter flere dage i den vindblæste ørken søgte vi ly i en hytte, som vi måtte kæmpe os vej til ved hjælp af koordinater. Astrid gjorde et godt arbejde i front og bedst som vi famlede os gennem det hvide virvar, kunne vi efter mange timer ane en silhout af en hytte, blot få meter før vi var fremme. Her tilbragte vi den følgende dag 🏠🌪️

Men når man er på tur i flere måneder, ved man, at man ikke kan komme afsted med kun at have udfordrende vejr...

Vi forlod hytten og samtidig det dårlige vejr. Hurra 😎😊

Når vi om aftenen ligger i teltet og gennemgår ruten for den følgende dag, vurderer vi hvilken "slags" dag, vi har i møde. Nogle dage får navnet "øvle-bøvle-dag". Dage hvor vi skal slide som okser for tilgengæld ikke at bevæge os særlig langt. Hvor vi ønsker vores ski og pulke langt væk og nogle gange enten smider skiene ned i sneen eller råber højt til pulken, at den skal køre sin vej. Hvor vi i lange stykker må kravle frem (og vi mener faktisk kravle!), fordi sne og terræn ikke tillader andet, og som skildpadder pløje os gennem tung sne. Imens ser vi rensdyr, som danser afsted, stopper op når de får øje på os og må tænke: "Det ser virkelig åndsvagt ud".

En dag, som netop havde været karakteriseret af ovenstående, hvor vi havde brugt hele formiddagen på at gå 2km ned af fjeldet, nåede vi en nogenlunde tilfrostet elv, som vi kunne gå langs. Det viste sig dog, at sneen og isen ikke helt kunne holde... Jeg gik forrest og hørte bag mig Astrid udbryde noget, jeg ikke kan gengive på tekst. Isen var brast under Astrid og hun var plantet i det kolde vand. Heldigvis havde hun lagt sig ud til siden og lå kun i vand med ski, fødder og underben. Efter lidt baksen rundt kunne vi fortsætte med en lettere våd Astrid. Jeg konkluderede derefter, at Astrid ikke måtte spise så meget chokolade eftersom isen godt kunne holde til min vægt, da jeg gik over. Dette forslag blev dog ikke indført, da der under afstemning var lige mange stemmer for og imod 🍫😆😂😋

Vi fortsatte vores vej og de følgende dag blev med strålende sol og ingen vind. Vi skulle et smut forbi Altevatnet og Astrids gamle hjem. Efter en smuk og fredfyldt dag stod vi på toppen af fjeldet 400 meter over vores kommende teltplads og kiggede ned på denne smukke sø, som var omkranset af endnu smukkere, sneklædte fjelde. Foran os havde vi perfekt nedkørsel og skiene skar sig som knive gennem den luftige sne, fjeldsiderne og senere træerne passerede hurtigt forbi. Helt fantastisk og næsten mistænktsomt perfekt! 😉

Efter mange dage undervejs var vægten af pulkene dalet meget og vi bevægede mod Abisko, som var der installeret elmotor i skiene ⛷️

Vi oplever det stadig som helt fantastisk at opholde os i sneen, og nyder den ro der er i fjeldet, som hver dag danner ramme for vores hverdag. Selvom der ikke altid bliver snakket så meget, fortæller sneen sine historier, alt imens vi går. Som når et lille spor fra en mus pludselig bliver erstattet med store brede vingeslag, hvorefter de begge ophører... 🦅

Nu ser vi frem til næste etape, som går fra Abisko til Sulitjelma. En tur på 18 dage, hvor vi blandt andet skal gå igennem de store fjeldmassiver omkring Kebnekaise og Sarek, samt have besøg af Casper (min efterskole kammerat) og Maiken (Astrids søster), som skal gå med os en uges tid. Det glæder vi os virkelig meget til 😍😄