7.etape er en saga, Meråker er nået og om lidt vandrer vi videre mod nye fjeldområder 🏞️🇳🇴

Våde fødder! 👣 Det må være overskriften på etapen 😅💦 Vi har nok mere eller mindre haft våde fødder, siden vi forlod Nordli. Først var det sneens skyld, så elvenes og til sidst regnvejret 😂 Men de våde fødder overskygges fuldstændig af, at Anders er begyndt at fiske lidt i de små norske fjeldsøer og har fanget den første fisk 😋😍🐟 Det var virkelig lækkert med fjeldørred til aftensmad! Vi har da også passeret mange fine pladser, blandt andet Norges geografiske midtpunkt (et sted vi ikke anede eksisterede) 😅

Vi afsluttede sidste opdatering med at skrive, at vi krydsede fingrer for, at der ikke ville ligge for meget sne i fjeldene. Det holdt akkurat halvanden dag 😜 Så nåede vi for alvor ind i Blåfjella-Skjækkerfjella nationalpark og pludselig var der sne over det hele 😆😅 Så endnu engang følte vi, at vi var i en labyrint. Denne gang ledte vi bare efter de små bare pletter i landskabet og forsøgte at undgå sneen mest muligt. Det var dog bare to dage med høje knæløftninger og så var vi gennem den værste sne. Vi troede, det måtte være afslutningen på sneen, men nej. Dagen før vi nåede Meråker, vågnede vi til 20cm nyfalden tung og våd sne ❄️😕😆 Det smelter heldigvis hurtigt, men vi var da lige lidt overraskede, da vi vågnede!

Elvene er et helt kapitel for sig. De fosser afsted nu, glade og sprudlende, mens is- og sneklumper flyder med uden at smelte 😆😁 Vi har efterhånden afprøvet en del metoder til at passere elve i alle størrelser og synes selv, vi er ret gode til det. (Endnu er det i hvert fald ikke endt med ufrivillig badning) 😂😂 Det er dog dejligt, når vi en sjælden gang imellem støder på en bro 🌉😍

Sidst men ikke mindst må vi endnu engang bare udtrykke vores taknemmelighed over alle de fantastiske mennesker, vi møder gang på gang: Vi var knap nok nået ud af Nordli, før vi kom forbi et ungt par, der stod uden for deres hus. Da de så os komme travende, kom de ud til vejen og spurgte lidt ind til, hvad vi lavede. Og så blev vi budt på kaffe og chokolade i deres have ☕🍫 Et par dage senere havde vi et kort stykke på vej i en dal. Det var etapens eneste dag med rigtig godt vejr og det var virkelig varmt. Vi havde hele dagen snakket om, at det kunne være så dejligt med en is. Og bedst som vi gik der, kom en mand kørende op til os i sin bil. Han havde set os gå forbi på vejen og havde tænkt, at vi nok trængte til en is, så det ville han bare lige give os 😍🍦Selv midt i fjeldet blev vi forkælet af to par vi mødte i en turist-hytte. De var i gang med at skifte køkkenet (ganske frivilligt), men da vi kom oksende, våde til lårene, fordi vi kort forinden havde krydset en elv, stoppede de straks arbejdet og bød os ind til snak, kaffe og al den chokolade, vi kunne spise 😋🍫 Det er meget overvældende at blive mødt med så megen venlighed og vi er dybt taknemmelige ❤️🇳🇴

Vi forlod Hattfjelldal med nye forsyninger og højt humør, klar til næste etapes eventyr. Et eventyr som mest af alt blev til, hvad man kan kalde en lang skovtur med "trækvogn" i det svenske 😅🛒🇸🇪

Vi var for alvor kommet til det tidspunkt på turen, hvor vi var i tvivl om, hvilket udstyr vi skulle fortsætte med. Sagen var den, at der ikke rigtig var noget, som var optimalt. Ski var en nødvendighed for at komme over Store Børgefjellet (en stor fjeldkæde mod syd), men samtidig var det også det eneste sted, hvor de kunne og skulle bruges, og de ville derfor blive en unødig oppakning på resten af etapen og begrænse mulighederne for at gå til fjelds, der hvor der ikke var sne. For med skiene fulgte også skistøvler, skistave og pulk mm. Alligevel blev beslutningen, at vi fortsatte turen med disse ting. Hjulene blev sat på pulken og 2 dage på vej mod sneen i Børgefjell, lå foran os 🏔️🎿

Efter en overnatning for foden af fjeldet, begav vi os opad. Vi troede, vi havde fundet en vej op, hvor der akkurat var sne nok til, at pulken kunne trækkes hele vejen, men nej... (Det havde næsten også været for let 😅😉). Det blev en skøn omgang slæbe-skubbe-bære det første stykke, men langsomt begyndte skovbunden at blive hvid. Dermed ikke sagt, at det var god sne. Sneen var både tung og klistret og klæbede sig fast til vores ski, men sne var det da ❄️

Undervejs blev vejret utrolig dårligt og da vi endelig var oppe over trægrænsen, var det virkelig blevet vinter igen. Fygende sne og hårde vinde samt dårlig sigt mødte os. Vi blev lidt usikre på situationen, blandt andet på grund af vores (sommer)telt, som ikke helt var gearet til sådan et vejr. Vi stod derfor lidt og kiggede ud i det hvide og blæsende fjeldområde. Derefter kiggede vi ned på dalen, hvor vi kom fra... og vendte om 😞 En beslutning som selvfølgelig var ærgelig at tage, men som vi faktisk var ret stolte af, da vi havde fulgt en af DNTs (Den Norske Turistforening) friluftsregler: "Vend i tide, det er ingen skam å snu" 💪👏↪️

Men vi kunne ikke komme udenom, at vi skulle over Store Børgefjellet på den ene eller anden måde for at kunne fortsætte mod syd. Derfor gik vi længere ind i dalen for at krydse fjeldkæden, hvor den var smallest 🏔️🎿

Yderligere en dag gik i dalen før vi kunne komme op i fjeldet, og efter en meget lang dag på ski, nåede vi målet - en lille svensk hytte, hvor vi blev den efterfølgende dag og fejrede Anders' 28 års fødselsdag 🇳🇴🇩🇰 Her blev pulkens fordel tydelig, da den havde givet mulighed for at slæbe diverse ingredienser med til en lagkage, som Anders selv fik lov at kreere 😍😋🎂

Vi zik-zakede på den tilbageværende sne ned fra fjeldet og dumpede, uden vi vidste det, ned på Sveriges kendte "Villmarksväg", en magisk og mystisk oplevelse. En strækning som kun er åben fra juni til oktober pga den høje beliggenhed (700-900moh) og de voldsomme snemængder ❄️🌨️ Vejen var dog blevet ryddet (sandsynligvis for at blive klar til åbningen), så vi kunne fint gå på den. Men det betød, at vi gik helt alene uden at møde en eneste bil, med snekanter på begge sider der nogle steder var 2-3m høje og i en ekstrem tåge, så vejen forsvandt ud i intetheden 20m foran os. Det var en hel særlig oplevelse og vi talte ikke meget sammen i en del timer, men gik bare og var fascinerede over vejret ☁️

Efter Børgefjellet fulgte flere dage på vej, heldigvis små idylliske svenske skovveje og mange af dem af grus. Ingen trafik, stille og fredeligt og vi mødte stor gæstfrihed blandt de lokale. Således oplevede vi at blive inviteret ind til kaffe og kage to gange på en dag 😍😋🍩🍪🍰 Tilbud som vi benyttede os af 😉

Vejen førte os til Kvelia og Sandvika, hvor gæstfriheden kun blev forstærket ♥️ Vi har nu tilbragt lidt tid med at få pakket om og sendt alt, hvad der har med vinter og sne at gøre, til Petter i Kristiansand 😊 Nu fortsætter vi til fods og målet er at komme op i fjeldet, hvor der forhåbentlig ikke er alt for meget sne 😂🤞

Vi er halvvejs! Vi forstår det ikke helt selv, men det viser både GPS'en og kalenderen 📅

Det sidste døgn har vi tilbragt i Hattfjelldal, som var målet for 5.etape. Etapen har budt på flere højdepunkter: Vi har rundet 1200km (størstedelen på ski), vi har passeret den nordlige polarcirkel (og befinder os nu syd for denne), vi har oplevet "sommer" den ene dag med +15 grader og vinter den næste med -15 grader, vi har gået en del på asfaltvej og sovet i en svensk hytte 🏔️🏞️🎿🏠

For at begynde med det sidste først, så fremgår det af vores GPS-spor, at vi har befundet os en hel del i Sverige (og også lidt i Finland). Det er ikke fordi, vi er farret vild, men simpelthen fordi vi måtte ind i nogle af Sveriges flotteste fjeldområder, når vi gik lige forbi (og fordi det var for besværligt at komme fremad på den norske side af grænsen) 🇸🇪🇫🇮😅😁 Så det er en lidt skandinavisk udgave af Norge på Langs, vi har gang i 😉

Vi kom godt afsted fra Sulitjelma, selvom det var en udfordring at komme på fjeldet. Da vi endelig havde okset os op af de første 10km konstant stigende asfaltvej, blev vi mødt af en gigantisk snekant! Vi var blevet advaret om den, men det var stadig et spændende møde! Tænk at 30m kan være så udfordrende 🤔😅 Vi fandt dog et sted, hvor vi med en god portion oksen og lidt held kom op uden at blive taget af en lavine på vejen. Det var dog til lyden af en elv under vores ski hele vejen, men sneen holdt 😝

Så var vi på fjeldet, hvor sneen var god og vi kunne komme fremad. Men det var kun en stakket stund, for bare to dage senere gik det 900 højdemeter nedad og så var vi i en dal igen uden sne 😅 Og det har generelt været kendetegnende for etapen! Fjeldområderne er ikke så store og det er derfor meget op og ned med MEGET varierende snemængder og store temperatursvingninger 🌡️☀️❄️

Opstigningen fra Sulitjelma til fjeldet viste sig at være vand i forhold til den næste stigning vi kom til! Vi steg 400 højdemeter på 2,5km - og det var ikke på asfaltvej, men derimod på en mudret grusvej, hvor sneen lå sporadisk og hjulsystemet på pulken (hvor godt det end er) var fuldstændig ubrugeligt 😲😅 Velkommen til Saltfjellet! Anders trak som en vanvittig og jeg skubbede det bedste, jeg havde lært og op kom vi, men så var vi også fuldstændig færdige 😂 Vi var rimelig glade for, at vi ikke havde to pulke lige der.

Derefter fulgte en række dage i fjeldet, hvor vejret blev koldt, hvilket gjorde sneen hård og satte elvenes optøning (som er det store problem lige nu) lidt på pause. Sneen blev så hård, at det mange gange gav bedre mening at gå med skiene på pulken frem for at bruge dem. 😆🚶🚶‍♀️

Og det blev vi så gode til, at vi endte med at gå de sidste par dage til Hattfjelldal (desværre på asfaltvej, da det ikke var muligt at finde en god vej gennem fjellet). Men selvom vejen til tider virkede lang og trøstesløs, var der også mange fine øjeblikke 😊

Når det hele har været hårdt og tungt, har vi haft stor glæde af at læse et kapitel i "Farlig Tomandsfærd", der omhandler to mænds kamp for livet i Grønland over en tre-årig periode. Så er vores udfordringer pludselig vand ved siden af 😉

Nu fortsætter vi sydpå mod Store Børgefjeld og Nordli, hvor vores næste depot befinder sig. Det bliver en 11-dages etape, hvor passeringen af Store Børgefjeld gør, at vi beholder vores ene pulk og skiene (som Anders far Jens har døbt Knæk og Bræk) endnu en etape 😀😆 Vi glæder os! 😍