Så vidt 3. etape af vores lille eventyr. Vi er i Abisko efter 16 dages tur fra Kautokeino.

Vi måtte fortsætte turen med de gamle pulke, som har fået navnene Hul og Revne, eftersom de nye ikke kunne nå hurtigt nok frem. De klarede dog turen fint, men må nu ende deres dage som kælke for børnene i Kiruna 🛷 Det glæder os, trods alt. Vi forsætter nu turen med nye glasfiberpulke, som optimistisk har fået navnene Hurtig og Let 😅😆

De første dage førte os over langstrakte fjeldområder. I starten ikke så dramatiske, men i horisonten kom flere og flere store fjelde til syne. Således var det som sådan ikke terrænnet, der var det mest opslidende, men nærmere vejret. Vindene tog dag for dag til og vi havde følelsen af at blive forfulgt af et stormvejr som hvirvlede sneen om vores ansigter og gjorde det umuligt at kende forskel på, hvad det var op og ned og hvad det var himmel og jord. Vi bevægede os ofte gennem landskabet på kompaskurser og overvejelser om, hvorvidt vi skulle forsætte den følgende dag eller blive i teltet var en nærmest en rutinemæssig samtale de dage.

Nogle dage måtte vi stoppe tidligt for at grave teltet ned i sneen. Et arbejde som ikke var så opmuntrende efter en hård dag med kolde, piskede vinde, men hvis vores telt skulle have en chance for at klare sig gennem nattens mange vindstød, blev arbejdet en nødvendighed.

I Danmark ville hver af disse storme få navne som Bent og Olaf og man ville snakke om dem i flere uger. Her er det til tider hverdag. Det var hver aften en fornøjelse at lyne teltet og høre og ikke mindst mærke vinden ruske i teltet som var spændt til det yderste med barduner som guitarstrenge. Efter flere dage i den vindblæste ørken søgte vi ly i en hytte, som vi måtte kæmpe os vej til ved hjælp af koordinater. Astrid gjorde et godt arbejde i front og bedst som vi famlede os gennem det hvide virvar, kunne vi efter mange timer ane en silhout af en hytte, blot få meter før vi var fremme. Her tilbragte vi den følgende dag 🏠🌪️

Men når man er på tur i flere måneder, ved man, at man ikke kan komme afsted med kun at have udfordrende vejr...

Vi forlod hytten og samtidig det dårlige vejr. Hurra 😎😊

Når vi om aftenen ligger i teltet og gennemgår ruten for den følgende dag, vurderer vi hvilken "slags" dag, vi har i møde. Nogle dage får navnet "øvle-bøvle-dag". Dage hvor vi skal slide som okser for tilgengæld ikke at bevæge os særlig langt. Hvor vi ønsker vores ski og pulke langt væk og nogle gange enten smider skiene ned i sneen eller råber højt til pulken, at den skal køre sin vej. Hvor vi i lange stykker må kravle frem (og vi mener faktisk kravle!), fordi sne og terræn ikke tillader andet, og som skildpadder pløje os gennem tung sne. Imens ser vi rensdyr, som danser afsted, stopper op når de får øje på os og må tænke: "Det ser virkelig åndsvagt ud".

En dag, som netop havde været karakteriseret af ovenstående, hvor vi havde brugt hele formiddagen på at gå 2km ned af fjeldet, nåede vi en nogenlunde tilfrostet elv, som vi kunne gå langs. Det viste sig dog, at sneen og isen ikke helt kunne holde... Jeg gik forrest og hørte bag mig Astrid udbryde noget, jeg ikke kan gengive på tekst. Isen var brast under Astrid og hun var plantet i det kolde vand. Heldigvis havde hun lagt sig ud til siden og lå kun i vand med ski, fødder og underben. Efter lidt baksen rundt kunne vi fortsætte med en lettere våd Astrid. Jeg konkluderede derefter, at Astrid ikke måtte spise så meget chokolade eftersom isen godt kunne holde til min vægt, da jeg gik over. Dette forslag blev dog ikke indført, da der under afstemning var lige mange stemmer for og imod 🍫😆😂😋

Vi fortsatte vores vej og de følgende dag blev med strålende sol og ingen vind. Vi skulle et smut forbi Altevatnet og Astrids gamle hjem. Efter en smuk og fredfyldt dag stod vi på toppen af fjeldet 400 meter over vores kommende teltplads og kiggede ned på denne smukke sø, som var omkranset af endnu smukkere, sneklædte fjelde. Foran os havde vi perfekt nedkørsel og skiene skar sig som knive gennem den luftige sne, fjeldsiderne og senere træerne passerede hurtigt forbi. Helt fantastisk og næsten mistænktsomt perfekt! 😉

Efter mange dage undervejs var vægten af pulkene dalet meget og vi bevægede mod Abisko, som var der installeret elmotor i skiene ⛷️

Vi oplever det stadig som helt fantastisk at opholde os i sneen, og nyder den ro der er i fjeldet, som hver dag danner ramme for vores hverdag. Selvom der ikke altid bliver snakket så meget, fortæller sneen sine historier, alt imens vi går. Som når et lille spor fra en mus pludselig bliver erstattet med store brede vingeslag, hvorefter de begge ophører... 🦅

Nu ser vi frem til næste etape, som går fra Abisko til Sulitjelma. En tur på 18 dage, hvor vi blandt andet skal gå igennem de store fjeldmassiver omkring Kebnekaise og Sarek, samt have besøg af Casper (min efterskole kammerat) og Maiken (Astrids søster), som skal gå med os en uges tid. Det glæder vi os virkelig meget til 😍😄