Efter 147 dage og 2624km nåede vi Lindesnes og fyrtårnet 🔆 Det var noget helt særligt at gå mod havet den sidste dag. Der var ikke mere land at vandre igennem, ikke flere fjelde at bestige, ikke flere elve at krydse. Der var bare det uendelig store blå hav. Vildt! 🌊 På Lindesnes blev vi modtaget af min familie og norske venner med flag og sang - herligt 😍😁🙏 De var med til at gøre afslutningen festlig og hyggelig. TAK! ❤️❤️
Den sidste etape blev et brag af en afslutning på turen. Vi blev sendt godt afsted af min søster Randi og hendes mand Rolf 👫 De havde holdt en uges ferie i Norge og havde fået det til at passe med, at de kunne komme forbi Haukeliseter på hjemvejen og tage en enkelt overnatning med os. Det var så dejligt at vandre lidt med dem, høre nyt hjemmefra, rejse en hel teltlejr om aftenen og blive vinket farvel til om morgenen ⛺⛺ Derudover havde de medbragt 1kg slik, så det forringede bestemt ikke besøget 🍫🍬🍭😋😂
Desuden fik vi strålende sommervejr og det fulgte os stort set hele etapen ☀️😎 Det var fantastisk at få lov at få rigtig sommer på fjeldet, selvom det til tider var lidt anstrengende at vandre i 25 graders varme med alt for tunge rygsække på ryggen 🎒 I Haukeli var vi blevet enige om, at vi godt kunne bære alt vores udstyr og mad til sidste etape på 17 dage. Det kunne vi også godt, men med henholdsvis 40kg til Anders og 32kg til mig blev de første dage en anelse tunge 😅😂 Til gengæld var terrænnet præget af uendelig mange små fjeldsøer, hvilket vi udnyttede til fulde. Når varmen blev for meget og taskerne for tunge, var det bare at hoppe i den første og bedste fjeldsø. Det var ubeskrivelig skønt og (næsten) ikke koldt 😉🏊
Vi fik et enkelt døgn med konstant regn. Vi kan afsløre, at 60mm på 24 timer er meget vand! Men vores lille, gode telt klarede vandmasserne (tak til Friluftslageret for godt udstyr) og det var helt hyggeligt igen at høre regnen tromme mod teltdugen ⛺💦🌧️ Derudover blev der også tid til at fiske lidt mere og plukke blåbær 🐟😍
Vi er taknemmelige og glade for den store oplevelse, det har været. Samtidig er det lidt vemodigt, at turen er slut og at vi ikke længere skal se nye udsigter hver dag, sove i telt hver nat, spise frysetørret mad (vi er faktisk ikke trætte af det!), kigge på kort og bade i fjeldsøer. Men vi har jo hele tiden vidst, at turen ville få en ende og det bliver også dejligt at komme til Danmark igen 🇩🇰😍😊 Så må vi se, hvad hverdagen bringer af nye eventyr.